Vi var 16 personer, som i oktober-november 2001 rejste med Bernardo-Divers til Egypten.
De fleste sports-dykkere har formentlig besøgt Det Røde Hav en eller flere gange, men som Førstegangs-besøgende tager mødet med det blå, blå Rødehav pusten fra en.
Det er som at ligge og svømme rundt i et gigantisk akvarium, hvor koraltårne strækker sig fra den fine sandbund lodret op til vandoverfladen, hvor et strømdyk er ensbetydende med at ligge og svæve hen over en gigantisk koral-have, og hvor dybdedyk langtfra bliver en mørk og grumset oplevelse.
Vores dykkerguide Shabaan, der mangler en del af en finger efter et møde med en irriteret moræne, viste den undersøiske verden frem med en glæde, som om han inviterede os indenfor i sit eget hjem.
Blåspættede rokker, klumpede stenfisk og kornfede moræner var blot et lille udpluk af de væsner, vi så, som vi kunne sætte navne på.
En af dagene hyrede vi en undervandfotograf – Veronica – der tog med i dybet og filmede masser af det undersøisk liv og ikke mindst sørgede for at filme os alle i mulige og umulige situationer på havets bund. Alle fik et videobånd med hjem med det færdige resultat.